Den 27. august er det præcis et år siden, at det nu kendte møde- og konferencecenter HUONE, slog dørene op for vores nye kreative møde- og eventfaciliteter i Kastrup tæt på Københavns Lufthavn. HUONE fik en flyvende start i de første mange måneder efter åbningen sidste år, hvor man oplevede en konstant positiv vækst i både ordrer og forespørgsler. På nuværende tidspunkt har man haft 327 forskellige events igennem huset.
Starten på 2020 tegnede utroligt positivt, bl.a. viste bookingmønstret, at over 50 % af de kunder, som bookede til foråret 2020, var eksisterende kunder fra året før. Og til trods for at corona-krisen har sat sine spor med mange aflysninger, så har man hos HUONE positive forventninger til det kommende efterår.
Direktør ser ind i efteråret med forsigtig optimisme
HUONEs CEO Louise Adolph kigger tilbage på det første år med blandede følelser. Forventningerne til 2020 var høje efter den flotte start i 2019, men grundet corona-krisen måtte hun som den øvrige branche se i øjnene, at forventningerne måtte skrues noget ned. Heldigvis kunne hun allerede i juni måned se en stigning i aktiviteterne, her kom der atter gang i møder, forespørgsler, rundvisninger mv. og efter en stille juli måned, tegner august til at ligge på niveau med juni. Og kigger man på september er der allerede flere større events i bøgerne. Louise Adolph kommenterer:
–Vi har, som alle andre, i møde- og eventbranchen mærket effekten af den globale corona-krise og har måttet justere forventningerne til resten af året. Til gengæld kan jeg med glæde konstatere, at vi ser en øget aktivitet i de kommende måneder, hvilket nok i høj grad skyldes, en spirende optimisme i markedet, vores fleksible annulleringsbetingelser samt vores store fokus på kommunikation til vores mødegæster. Vi kan fornemme, at virksomhederne igen begynder at vende tilbage til en mere normal hverdag, hvor også møder, konferencer og events atter bliver en del af deres aktiviteter. Den nylige ophævelse af seksdags reglen for overnatninger i København, forventer jeg også vil have en positiv effekt for møde- og eventbranchen.
Mødegæsterne kommer igen hos HUONE og vil gerne anbefale møde- og eventstedet til andre
HUONE oplever, at over 50 % af deres mødegæster er eksisterende kunder, som booker igen, hvilket er utroligt positivt for det blot et år gamle møde- og konferencested. Derudover har man netop modtaget resultaterne af de årlige NPS-målinger og her scorer HUONE også højt. CEO Louise Adolph udtaler:
– Det er fantastisk positivt at opleve, at så mange af vores mødekunder vender tilbage til os, det giver mig og alle vores dygtige medarbejdere en indikation af, at vi formår at give dem en god mødeoplevelse hos HUONE. Det er særligt vigtigt for os, som jo endnu er relativt nye i markedet, at vi efter blot et år, kan se at så mange af kunderne bliver til stamkunder hos os. Derudover kan vi af de seneste resultater af vores NPS-målinger se, at vi har opnået statussen ”kunderne anbefaler”, hvilket vi er utroligt stolte af. Vi ligger samlet på en NPS-score på 73, siden vi åbnede, mod et branche benchmark på 54. Så vores kunder er tilfredse med den mødeoplevelse, vi yder dem og endnu vigtigere, anbefaler størstedelen af kunderne os gerne til andre. Det giver os et rigtigt godt udgangspunkt for den kommende møde- og eventsæson.